tirsdag den 31. maj 2011

Danmarks bedste madblogger

UNDSKYLD - men....

Jeg er super stolt over at være nomineret til FDB pris som Danmarks Bedste Madblogger, men jeg er også en smule bagud. Hvis du kan lide hvad du læser, og synes jeg fortjener en stemme, kan du hjælpe mig lige her: http://viskalspise.dk/indhold/uaegte-madbloggers-bekendelser.html

Så går jeg ud og danser i regnen imens :-)

Kærligst Frk. Skjold

Integrations Cocktail eller Tantens sødesure Rabarber-Mojito

 Jeg har tidligere skrevet om rabarbersaft og kompot i dette indlæg http://uaegtemad.blogspot.com/2011/05/araber-kompot-saft-og-sprut-boble-drik.html. Det er også i dette indlæg, at historien om at rabarber herhjemme hedder arabere bliver fortalt, som igen er skyld i overskriften på dette indlæg. 

Den gang gav Bloggeren Tante Sød mig en udfording om at begå den perfekte Rabarber Mojito. Onde onde Tante Sød. Det har drillet mig helt åndssvagt, men nu bliver det ikke bedre. Så dette er altså noget så usædvanligt, som et blogindlæg om noget, der ikke er lykkes fuldstændig. Men derfor vil jeg nu alligevel skrive om det, for undervejs opstår der ting, der smager helt ufatteligt godt! Så selvom jeg en gang har skrevet om hvordan man begår Saft og Kompot af en enkelt gyde rabarber (og andre blogger har også været igang) så har jeg denne gang pillet ved opskriften. Så here goes:



4 rabarberstængler blev skyllet og skåret i små stykker af max en halv centimeter og en lime bliver befriet for noget af dens skal. Jeg Elsker skallen fra citrusfrugter. Deres parfumerede smag er utrolig. Af ukendte årsager kan jeg godt lide, hvis strimlerne er laaange. Da jeg var barn, pillede jeg altid klementiner, så skallen lignede en elefant. Jeg er åbenbart stadig åndssvag.


Op i en gryde, på med ca. en halv liter vand, skal og så saft af to lime (de kogte ikke med, det var bare for at illustrere) og så 3 sp.ske rørsukker. Jeg smed låget på og tændte. Der er jo ingen grund til at smide smagsstoffer op i himlen (endnu ihf.). Da gyden var i kog, slukkede jeg og lod den stå i ca 10 min.



Og så siede jeg kompotten fra. Den endte livet i en rabarber-koldstål. Den opskrift dukker snart op. Men jeg har også tidligere spist den på yoghurt, med ost eller til en god kylling med brun sovs.



På det her tidspunkt har man så også en skøn saft. Lime og rabarber er gode kammerater. Men jeg ville gerne begå en sirup til Mojitosne og den skulle gerne indeholde smagen af mynte også. Saften kom tilbage i gryden, fik et par skefulde sukker mere (smagsløg er her vigtige) og kom på blusset uden låg i ca. 10 min.



Nu havde jeg så en tynd sirup med MASSER af smag fra lime, rabarber og rørsukker. Allerede her er den virkelig lækker, men der skulle mere til. En stor håndfuld skyllede mynteblade kom i gryden, der ved samme lejlighed fik et låg på og blev slukket. Det stod og trak i 10-15 minutter.


Oh lalaaaaa - Se det fik siruppen helt op at synge. Lav den og spis den på is, som en spiral i koldskål, en anderledes lage i frugtsalat, på jordbær, eller tynd den med danskvand (og måske lidt vodka) til en sommer forfriskning af de særlige. Hvis ikke du vil gå hele vejen til sirup, kan du bare lade nogle mynteblade fusionere med saften, når du første gang sier den.



Ud af mine anstrengelser kom der ca 2,5 del sirup, som igen blev siet, denne gang fri for myntebladene, og derefter kom på en skoldet flaske og med i gården. Vi skulle grille og de kul bliver bare hurtigere klar, hvis man nyder en drink imens.



Rom i glasset, med masser af is, en stang mynte til pynt og et sugerør i passende festlig farve.



Siruppen på. Jeg endte med at bruge det hele til  to drinks, så det bliver næppe sådan jeg bruger den igen. Men dette var jo en bunden opgave fra Tante Sød og så lystre man! (Det er lydmanden, der anes i baggrunden)



Top med dansk vand og nyd. Hvordan smager den så? Jamen det er jo ikke sådan, at rom nogensinde har ødelagt noget, men den er alligevel ikke perfekt. Alle de fine nuancer, der er i siruppen forsvinder desværre en smule. Måske en lys rom ville gøre en forskel, men en anden gang holder jeg mig  nok til vodka og danskvand, til den tid har jeg forhåbentlig også besluttet mig for navnet: Integrations Cocktail eller Tante Søds Rabarber?

lørdag den 28. maj 2011

Hønen eller ægget og alt det affald

Begyndte dagen med en mail fra veninde:
"svigerfar kom med en ide, du måske kunne bruge. hvad med at skrive noget om emballage, og hvor meget affald det genererer...? synes selv det kunne være interessant og han fortalte at emb. fra mad står for en uhyggelig stor del. knus"

Jeg gik i gang med at skrive et længere svar om, hvorfor jeg ikke anser emballage som den største synder. Og så blev jeg alligevel fristet til at smide det på bloggen. Så herunder er mit svar:

Emballage står for rigtig meget affald i vores små hjem, problemet er bare, at der er forskel på hvor meget det er. F eks er dem, der handler hos etniske grønnere ikke så slemme, som der dem der køber alt indpakket i supermarkedet.

Men generelt er indpakninger fra grøntsager blevet langt færre, vil jeg påstå ud fra egne observationer. Der er i dag mere løs frugt og grønt end tidligere i de supermarkeder, hvor jeg handler. Når jeg nævner grønsager og frugt, så er det fordi, at det efter min mening er det eneste sted man kan spare noget. Mælken, kødet, frostvarerne skal jo være pakket ind.

Så er der paradokset med indkøbsposen. Hvis jeg handler med et net, så køber jeg jo også en rulle plastikposer til at bruge som affaldsposer. Det er helt sikkert billigere, end at bruge indkøbsposer til skraldespanden. Men er det nødvendigvis bedre for miljøet? (Det tror jeg faktisk det er, men jeg skal undersøge det nærmere)

Affald er nemlig ikke nødvendigvis lig med problemer. Det er en ressource. Så længe vi taler om brandbart skrald, så bliver det brugt til at varme huse med. Og røgen forurener ikke. (ja, det kommer der også en restprodukt ud af. F es gips, der i denne sammenhæng ikke bliver genbrugt til vægge. Og så slaggen fra ovnen, som bliver brugt til stabiliserende underlag til f eks veje)

Der hvor affald bliver problematisk, er når det ikke er sorteret rigtigt. Og det er der ikke nogen, der gør for en. Der skal man selv i gang. Det er åbenlyst, at man ikke skal smide batterier i sin skraldespand. Men man skal heller ikke smide glas, pap, papir, eller dåser ud. (svenskerne er ret gode til at sorterer dåser, herhjemme har vi ikke rigtigt lært det endnu). Danmark har til hensigt at halvere sin Co2 udledning pr 2030 (årstal frit efter hukommelsen), hvis bare Danskerne sorterede deres affald korrekt, ville vi alene der, nå 20% af det mål.

Og faktisk bliver en dåse alligevel genbrugt. Det fungere i praksis sådan, at når affald har været igennem et forbrændingsanlæg, så bliver der brugt magneter, til at skille metaldele fra, der så kan blive genbrugt. På nuværende tidspunkt, er der så brugt energi på at brænde metallerne, og det er jo direkte dumt. Det skal sorteres fra. (Har man set Toy Story 3, så har man et billede af hvordan sådan noget foregår. Bortset fra at det herhjemme sker efter forbrænding. )

Men altså - faktum er, at der i dag er langt mindre husaffald end før 3. kvartal 2008. Om det er fordi finansgrisen slog igennem der, eller en øget miljøbevidsthed blandt danskerne, skal jeg ikke gøre mig klog på. Hønen eller ægget. Men faktum er, at når man brænder affald af som bliver til varme, så kan man spare fossilt brændstof - så affald er ikke All Bad.

Jeg havde fornyeligt mulighed for at besøge en genbrugsstation i embeds medfør. En af de ting der overraskede mig, var muligheden for at sorterer plastik. Altså at brugerne kunne komme med f eks emballage fra rengøringsmidler, som kan være emballeret i problematisk plastik. Jeg talte med en af de blå mænd om det, og han havde selvfølgelig helt styr på hvilke plasttyper, der bør sorteret fra og hvilke der er nogenlunde okay. Problemet er bare, at hvis alle danskere skal lære det derhjemme. F eks os, der bor i lejlighed, og derfor ikke kommer på genbrugsstationer, så tror jeg, at det vil tage 20 år. Vi taler om nørdede koder pt. Men der skal da nok være nogen i Folketinget, der ville være lykkelige for muligheden for at opfinde flere mærker til danskerne.

MEN ALTSÅ - Hvis din svigerfar har det skidt med emballage, vil jeg egentlig mene, at det langt fra er vores største problem.
1. - Han kan købe frugt og grønt, der ikke er pakket ind. F eks hos sin lokale grønner, hvor han får alt i en pose. Ellers vælg ting, der ikke er pakket ind.
2. - Den sande synder i affaldet er madspild. Det er fuldstændig respektløst, at der er brugt ressourcer til at producerer fødevarer for at de blot ender i skraldet.

- Det antages, at vi danskere smider gode fødevarer ud for omkring 16 milliarder hvert år.
- Det svarer til 65 kilo for hver eneste af os.
- Det største spild sker i vores private hjem. Mellem 75 og 90 procent af madspildet stammer herfra.
- Det er oftest frugt, brød og grøntsager, som finder vej til skraldespanden.
kilde

Frit efter hukommelsen anslås det, at en almindelig familie kan spare 11.000,- om året, hvis ikke de smider så meget mad ud. Efter min mening er der altså ræson i at forsøge at undgå indpakket frugt og grønt, men der er endnu mere ræson i, at se på resten af affaldet. (og hvis man smider det gamle ud, for at købe noget nyt, så risikerer man jo blot at købe mere emballage.) - Når så varerne er kommet hjem i køkkenet, så kan man stadig gøre en hel del for at skåne miljøet. Det kan han læse om her: http://uaegtemad.blogspot.com/search/label/co2-madpyramide

Håber i hermed har fået lidt at snakke om på ferien ;-)

- Og til eventuelle andre læsere, der er nået helt til bunden af dette indlæg (hvis du læser dette, er jeg ret imponeret). Hvis det undrer, hvorfor der ikke er så mange kilder på som sædvanligt, eller hvorfor min veninde mener, at jeg har noget at sige om affald, så hænger det samme med, at jeg siden 1. december har arbejdet på noget, der handler om skrald.
  Ovenstående er altså summen af 5 måneders research, men det må ikke forveksles med sandhed. For affald er et stort paradoks, og der er  god grund til at kigge på, hvad der rent faktisk ender i skraldespanden.

fredag den 27. maj 2011

Midnat Natmads blues

Det er fredag, det er sent, og jeg er ingen steder. Eller det er jeg jo. Jeg er hjemme. Men det er fredag, og det er måske nok en smule uvant. Årsagen til at jeg sidder hjemme på en hellig fredag og drikker rød sodavand, er en stor fødselsdagsfest i morgen med studiekammerater, som jeg skal være frisk til. Men det er en sidebemærkning. Og det er det næste faktisk også.

For jeg drikker faktisk rød sodavand. Sådan en skrig-rød Hindbær Light, fra Netto. Ved ikke helt hvad det er med mig og Netto, men den der lillehjerne har det med at tage over, og glemme alt hvad jeg har læst og lært. Så nu sidder jeg og svømmer i aspartam - Det er fandme dumt, når nu det stads er så giftigt. Faktisk stødte jeg i sidste uge på noget, der indikerede at aspartam er medskyldig i Golfkrigssyndrom. Det er noget med måde stoffet bliver nedbrudt på, som er sket fordi light-sodavand netop under golfkrigen er blevet opbevaret forkert. Men det er ikke noget jeg har researchet ordentligt, så lad være med at tro på alt hvad jeg siger. Hvis jeg bliver klogere, skal jeg nok blogge om det.

I ren vanvid tænkte jeg - jamen så kan jeg vel blogge om E-numre. For der er jo helt sikkert nogle af dem, der ikke er sådan helt uhyggelige. Glem det. Det er jo umuligt sådan liiige at tvinge et velresearchet indlæg og de små spilopper ud af ærmet. Men hvis nogen skulle have lyst til at se lidt på de lange fine navne, der gemmer sig bag E-numre ligger der info her: http://www.e-numre.dk/

Men det, som at, det hele jo i virkeligheden handler om, er mad. Og mad er der for lidt af for tiden. Lydmanden knokler nonstop, og så er jeg bare ikke god til at lave mad til mig selv. Jeg har selvfølgelig et par baghånds indlæg liggende i min billedmappe, men jeg har alligevel mest af alt lyst til at vise jer, hvad jeg spiste tidligere.


På Rhodos lejede vi en bil for at køre til Lindos, og vi valgte den lange vej hjem gennem bjergene. Her mødte vi en gammel græker, der på den mest vindblæste top solgte honning fra sin bil. Jeg købte to glas, men burde have købt ti. Denne er en Pine, om det skal oversættes som pinje eller fyr, er jeg ikke helt sikker på. Den er rund a la karamel og meget lækker. Det andet glas er en klassisk krydret timian-honning, der kommer til at smage fantastisk på blåskimmelost.


Græsk yoghurt, friske jordbær, et par forsigtige vrid peber og så ca. 2 t.ske pine honning! Denne dessert kommer til at slå koldskål og jordbær med fløde med længder i vores køkken denne sommer.
Det er i sandhed det pureste guf.
- Og faktisk er der til en portion mere ude i køkkenet. Mon ikke det vil fungere glimrende som natmad, tror lige jeg skal prøve....

tirsdag den 24. maj 2011

Marias Aubergine-ruller med Feta

I det laaange indlæg om restaurant Tamam på Rhodos, skrev jeg om Marias Aubergineruller og den helt utrolige tomatsovs hun laver. Jeg har forsøgt mig i eget køkken, da det lykkes på acceptabelt niveau.


Først tomatsovsen. Marias er den bedste, jeg nogensinde har smagt, så jeg forsøgte naturligvis at genskabe den. Hvis du har en opskrift, som du foretrækker, så brug den. Men det, der gør Marias til noget særligt er, at den kun smager af tomat. Helt rent og uden dikkedarer. Så tanken var, kun at bruge smagsgivere, der kunne fremhæve, ikke spille deres egen rolle.


En Bakke gode cocktail-tomater og et par store almindelige blev skåret i tern og et halvt lille løg. En klat smør til fedme, et par sp.ske hvidvin til syre, lidt salt, sukker og få vrid peber. Intet andet. Det fik lov at koge ned ved svag varme i halvanden time. Og så blendede jeg. Det var ret tæt på Marias.


Så var det Auberginerullernes tur. En stor aubergine blev skåret i skiver og grillet i ovnen. Her begik jeg en monsterfejl. Jeg var for sulten og gav dem ikke længe nok. De skal være helt møre!!!


Maria griller sine, det var derfor jeg forsøgte mig i ovn. Men hvis der en dag alligevel er gang i grillen så brug den eller smid dem på en pande.


En blok ko-feta skåret i lige så mange bjælker, som der var aubergine-skriver. Jeg har her drysset dem med en smule oregano. Det er ikke strengt nødvendigt.


Rul de møre auberginer omkring fetaen og smid det hele i ovnen i ca 5-7 min ved 200-220 grader, så fetaen bliver gennemvarm.


Så toppede jeg med min version af tomatsovsenog gav det hele et par minutter mere i ovnen. Så kunne de ligesom lære hinanden at kende.


Inden servering toppede jeg med revet vesterhavs-ost, men anden ost af god kvalitet kan gøre det. Og så lidt nyhakket bredbladet persille.


Vi spiste rullerne med hvidløgsbrød. Brød grillet i ovn, gnedet med hvidløg, dryppet med den gode olivenolie og drysset med ramsløgsalt.
Rullerne kan fint spises som let og vegetarisk sommeraftensmad, indgå som en af mange retter til et meze-bord eller blive en fin forret. Bare husk ikke at lade sulten løbe af med dig, så rullerne er helt møre ;-)

mandag den 23. maj 2011

Laks med hvide asparges og røræg

Jeg er urimeligt heldig, fordi jeg indimellem får fingrene i røget laks af helt fantastisk kvalitet. Den bliver fanget med flue i en lakseelv i Norge, når den efter en hel vinter har mæsket sig i fine rejer ved grønlands kyst, og derefter trækker tilbage til elven for at formerer sig.... hm.... Når jeg skriver det på den måde, så virker jeg jo bare ond... Nå nevermind, det smager jo fantastisk. ALTSÅ - jeg kender denne her fluefisker, der fanger en masse skønne laks, der så bliver røget og vacumpakkede på stedet og så ender der som regel noget i min fryser.
Røget norsk vildlaks
 Jeg er aldrig stødt på noget andet laks, hvor kvaliteten bare til nød kan sammenlignes. Det her vildlaks er jo bare noget for sig selv og det skal forkæles. Og når jeg forkæler laksen, så forkæler jeg mig selv.

Det lykkes mig så også at knække et par stykker,
da jeg skrællede dem. Flot
I kassen var der nogle hvide asparges. Det er første gang jeg har dem i eget køkken, men der er jo masser af søde bloggere, der forklarer hvordan man griber det an. Skæl dem, grundigt, kog dem, ca. 5-7 min. Jeg kunne godt have skrællet et par af dem lige en tand mere, men det gik. Skræller og ender blev kogt en 10 minutter først, så kom de skrællede asparges i med et nip sukker og lidt salt, og bagefter stoppede jeg kogningen med kold vand. Enkelt!

Ender og skræller fik lov at koge lidt mere, så nu har jeg en mild aspargesfond, som jeg kan spæde med den rest fond på kylle og grønne asparges jeg i forvejen har i fryseren. Det skal der nok bliver noget godt ud af.

Smid frakke, Frække
Frække-Laksen, nu i skiver
 Denne hersens laks er ret svær at skærer i papirtynde skriver på den klassiske maner, men heldigvis er det ret nemt at hive skindet af den og skære den i tynde skiver. De blev bredt ud på to tallerkener. Så kom aspargesene på, her dryppede jeg med lidt Æbleeddike. Citron kunne også have gjort det. Syre er godt.

De kogte asparges lægges på
 Og så er der røreæggene eller scramble eggs, alt efter humør. Man kan slippe af sted med meget i et køkken, men scramble eggs skal gøres ordenligt! Min religion foreskriver at sådan nogle æg skal være cremede, ikke hårdt stegte!
Klar til æg
Fire æg, og en generøs klat smør på en sliplet pande. Jeg pisker ikke æggene inden de kommer på panden, men jeg gav dem en omgang ramsløgsalt, peber og et par sp.ske mælk. Det kunne være fløde, men det kunne også have været lidt vand. Hvis man er sådan.

Lav varme og blide bevægelser er vejen frem
Smørret smeltes på panden og bruser af. Æggene smides på og der skrues helt ned for gassen. Med en dejskraber pludre jeg rundt i det, så smøres og hviderne bliver blandet, men blommerne får lov til at være hele. I et stykke tid. Det går nænsomt for sig, så de bliver cremede på den helt rigtige måde. Når hviderne er ved at være faste, plopper jeg blommerne, og et øjeblik efter tager jeg panden af varmen. Så er det bare, at rode grundigt rundt i æggene. Der er varme nok tilbage i panden til, at æggene nok skal sætte sig.
Æggene er stadig en smule våde, selvom varmen er slukket,
men restvarmen skal nok gøre arbejdet
Og så æggene op på tallerkenen, og et grønt drys. Her er et en STOR morgenmad, som vi spiste uden brød. Men det ville også være en fin frokost eller let aftensmad. Pga. alle proteinerne mætter den ganske alvorligt og er korrekt ihf ifølge mindst en type slankekur. Tror jeg. Men hvad fa'en ved jeg om slankekurer.

Nyd!

søndag den 22. maj 2011

Charter-Himlen, Restaurant Tamam og den skønne Maria

Inden vi tog afsted til Rhodos havde jeg og Lydmanden naturligvis surfet lidt rundt, for at finde ud af om der var nogen gode restauranter dernede. Ligesom vi spurgte vores lokale græker, der selv er fra øen og hans svar var nedslående. "Glem det, man spiser ikke godt på Rhodos. Højest okay." Bum. Det var jo ikke lige det jeg ville høre. Men der var dog et sted, som fik rigtig fin omtale på Tripadvisor, det lille sted Tamam.

Kvik som jeg er, så var det jo ikke lige fordi jeg sådan havde fået skrevet adressen ned eller noget, så de første par dage spiste vi efter sidder-der-nogen-grækere-på-restauranten-princippet. Det gik ok. Uden af være prangende, og jeg var jo egentlig en smule nedslået over Rhodisianernes (det er der helt sikker ikke noget, der hedder) omgang med deres græske kultur. Det høre med til historien, at netop min frokost den dag vi besøgte Tamam, havde været det absolutte lavpunkt rent madmæssigt. Men så mødte jeg Maria og Andreas.

Efter en tur på nettet fandt vi nemlig den korrekte adresse til Tamam, som jeg ellers kun vagt kunne huske hvor lå, og så smuttede vi derned. Stedet var egentlig meget undseeligt. Ingen billeder af maden. Ingen mand, der stod og forsøgte at lokke os ind. Ingen græsk-hvid-blå indretning. I stedet en lille smagfuld restaurant, men plads til omkring 25 gæster. Holdt i olivengrøn, hvid og en mørkere træart. Møbler i klassen Nobel og uden duge på bordene.

Vi listede os hen og så på menukortet, der var slået op udenfor. De græske klassikere var på kortet, lidt fisk, lidt pasta og en hel række forretter, der lød utrolig lækre. Udenfor stod en gæst og røg, han hviskede til os "You have to try this". Hm. Lovende.

Indenfor blev vi mødt af Andreas, der fremstod ret stonefaced. Vi kunne bare sætte os hvor vi ville. Det var tydeligt at flere andre gæster i restauranten havde været der flere gange, og værten Andreas, der også eneste tjener sludrede og hyggede meget om dem. For mig fremstod han i første omgang en smule kølig.

På kortet er der kun 1 vin. 11 euro for en liter. Så den sprang vi på, og så bestilte vi en obligatoriske græske salat til deling. På bordet kom vinen. En nydelig Shiraz, som Andreas fortalte var græsk, men ikke fra Rhodos. Præcis hvor ville han ikke ud med og jeg kan egentlig godt forstå ham, for det er en rigtig fin vin han har fundet sig og det ville da være træls, hvis alle hans gæster for ud og opkøbte lageret.

Der kom pitabrød på bordet. Eller pita er det jo ikke, for det er nærmere den originale type fladbrød, som man har spist på øen. Jeg tror, at de er stegt på panden, derefter er de drysset med salt, peber og oregano. Dertil var en fetacreme, som jeg gætter på, var rørt lind med et mælkeprodukt og så smagt til med en art småtskåret peperonata. Meget lækkert. (Jeg forsøgte at tage billeder, men lyset og min mobil ville ikke arbejde sammen. Der er link til masser af billeder i bunden af dette indlæg)

Jeg blev langsomt mere tryg. Og det underbyggede salaten. Smukt anrettet med et stort stykke feta på toppen, oliven af fantastisk kvalitet lagt langs kanten, så man kunne fravælge, hvis ikke man kan lide dem. Salaten blev IKKE serveret med olie/eddike-sæt, så vil selv skulle rode med dressingen. Køkkenet havde taget stilling og gjort for os, bla. med en mørk eddike og ikke den typiske lyse rødvinseddike - balsamico?

Til hovedret fik jeg en Moussaka, hvilket betød at jeg fravalgte mere fancy retter med fisk eller en bøf. Og så steg vandet mig til øjnene. Helt absurd, ikke? Men jeg blev simpelthen rørt, da jeg smagte på maden. Jeg havde luret at Andreas ligesom luskede over i et hjørne og holdt øje med ens ansigt, når man tog den første bid, og selv så jeg da heller ikke andet end lys i øjnene og store smil ved de andre borde. Han kiggede over til os og spurgte om vi var tilfredse og det eneste jeg kunne fremstamme lige der var "There is love in your food". Andreas nikkede stolt, og fortalte at det havde hans mor også altid sagt var det vigtigste. Der er åbenbart ikke den store forskel på mødre i Grækenland og i Danmark.

Moussakaen var fnuglet, og toppet med en tomatsovs jeg kun kan drømme om at fremstille. Intens tomatsmag, helt uden den ret syretunge smag en kraftigt indkogt tomatsovs ellers kan få. Jeg kunne ikke smage et eneste krydderi udover tomaterne. Med fare for at blive voldsom floromvunden, så smagte den, som det smager at kysse solvarm hud efter en lang dag ved havet.

Jeg påstår ikke, at det var verdens bedste Moussaka. Slet ikke. For det aner jeg ikke noget om. Men det var så tydeligt at der i køkkenet stod en person, som både havde holdning og stolthed til og omkring sit arbejde. Vi måtte takke nej til dessert, så vi betalte vores regning, mens huset bød på et champagneglas med en forfriskende sprite baseret drik. Pita'en, en delt forret, to hovedretter, vin og vand kostede os 46 euro. Det var 4. dagen af vores ferie og ikke alene det absolut bedste og vigtigst - ærligste - måltid vi havde fået, men også det billigste. Jeg husker det ikke, men vi tippede sikkert helt vanvittigt og sagde tak for i aften.

Og så talte vi ellers om, hvad fa'en vi skulle gøre. Komme tilbage de tre følgende aftner vi var på Rhodos? Eller rent faktisk give nogle andre en chance. Vi valgte at give en sushi-restaurant et skud dagen efter. Okay, uden af være prangende. Vi måtte tilbage til Tamam.

2. aften træder vi ind af døren og Andreas er et stort smil. "Youre back again? Welcome". Og denne aften sidder der flere vi kan genkende fra der første besøg. Klog af skade har vi ikke spist alt for meget den dag, så da vi afgiver bestilling er det ret simpelt. Vi vil have rødvin. Og vi vil dele fire forretter. Bare giv os hvad du er stolt af. Ååååhh, det var klogt. Andreas havde et spørgsmål "skal i have hovedret?". Tror det ikke sagde vi, men nok dessert. Først fik vi vinen og den stønne pita igen, og så startede festen.

Først ankom rucola-salaten. Toppet med appelsin, granatæble, valnødder og rigelige mængder parmasan. Jamen i guder!! Og jeg er faktisk ikke engang stor fan af rucolaen som man jo vitterligt skal gøre noget aktivt for at undgå.

Så kom der muslinger. Store og smukke søbede de i en mørk "fond" fra bunden af gryden, toppet med stegte pebberfrugter i alle tre farver og persille. Åh Maria! (det vidste jeg så endnu ikke at kokken hed)

3. ret, spinat saganiki. Saganiki betyder lille stegepande, og dækker over de små røde lerfade som både kan gå på ild eller i ovn. Herhjemme forbinder vi dem nok mest med tapas. I denne version var det spinat toppet med ost og smidt i ovnen. Simpelt - oh yes. Lækkert? Oh dobbelt yes. Jeg kan for mit liv ikke regne ud hvordan hun gør det. Jeg kunne ikke dissekere noget andet end den rene smag af spinat og ost, men kan det bare være det? Damn!

Sidste varme ret var aubergineruller, let grillede, rullet omkring feta og så toppet med den berømte tomatsovs. Den ret vi jeg forsøge at kopiere en af dagene. En vegetarklassiker på stedet! Samtidig begyndte jeg at rable om i hvert fald en udvalgt madblogger, som burde have være med ved bordet.

Andreas spurgte om vi ville have dessert, "ja tak" sagde jeg, og spurgte hvad de havde. "Èn" svarede han og smuttede. Han kom tilbage med en lun kage, med indre a la cheesecake men uden bund. Tilgengæld var den toppet med 3-4 lag filodej? vædet med honning? drysset med kanel og på tallerkenen var en vanilje-parfait. Smukt!! Per automatik medfulgte en ekstra tallerken så vi kunne dele. God stil!

Undervejs i måltiden faldt Andreas flere gange forbi og sludrede. Vi fandt blandt andet ud af, at nogle af hans bedste venner var fra Danmark. "Ikke som de alle sammen vil fortælle jer. Virkelig. Mine bedste venner!" Heldige, heldige mennesker. Vi var kommet sent, og restauranten var næsten helt tømt da vi ville betale. Andreas nægtede. "I skal se kontoret".

Kontoret er egentlig bare det bagerste bord i restauranten. Og her kom den stønne Maria ud og drak en drink med os. Andreas fandt en særlig likør frem og vi fik historien om Tamam. Andreas havde siddet i en stor stilling, men to sekretærer og alt for lidt tid til familien, der også tæller 4 børn. Maria var chefkok på flere store og respekterede hoteller, men også mere og mere frustreret over at hun i økonomiens hellige navn, blev presset til at gå på kompromis med kvaliteten. Andreas var 40, og mente sådan set, at han havde opnået alt hvad der er at komme efter i erhvervslivet. Så de sagde begge op og åbnede i stedet den lille restaurant sammen. Stedet har eksisteret i fem år nu, og selvom der er masser af steder på øen, som lukker om vinteren, når der ingen turister er, så er netop vinteren Tamams højsæson. Det er her grækerne selv spiser der, og som Andreas forklarede "De går ikke sådan lige hjem. I turister spiser meget tidligere og går pænt hjem. Grækerne bestiller bare mere og mere vin."

Og Tamam har andet vin, end husets. Men Andreas foretrækker at være lidt hemmelig med det, da han ikke vil have, at nogen gæster føler han forsøger at sælge. Ligesom husets allerbedste vin, en Nemea med guldmedalje fra 2007 altid er gemt væk, så ingen føler sig snydt, hvis de af vanvare får peget på den på vinhylden uden at vide hvad den koster. Jeg har drukket Nemea. Både herhjemme og på Rhodos, men jeg ville ønske at jeg havde gjort det hos Andreas og Maria. Den anses som værende Grækenlands fineste vin og minder i voldsom kompleksitet om en Amarone eller Barolo.

Maria kan ikke engelsk, eller ikke meget, så samtalen med hende måtte Andreas tolke. Vi talte om mad, kultur og den måde Rhodos repræsentere sig selv. Vi var rygende enige. Maria bankede i bordet og skældte ud på græsk, mens lydmanden henført hviskede "Hvor er hun smuk. Hun er så smuk". Og det er hun. Der er ikke et billede jeg har kunnet finde af hende, som har gjort hende ære. Ligesom jeg fuldt ud følte hans spirende forelskelse - vejen til hans og mit hjerte er åbenbart gennem maven. De talte om, at de gerne ville se Danmark, at deres datter gerne ville læse til journalist og jeg gjorde alt i min magt, for at overbevise dem om, at de bare skulle komme og at skolen i Århus er glimrende. En restaurant som deres, et Græsk Brasserie, det vil straks sætte nye standarter også herhjemme.

Jeg har spist langt finere og meget mere bekosteligt andre steder. De to aftner på Tamam var ikke perfekte. Det der alligevel gør, at jeg må skrive så langt og herført om stedet er, at det var så ærligt. Der var kærlighed og der var taget stilling. Alene på grund af Tamam, Maria og Andreas, har jeg lyst til at rejse tilbage til Rhodos.

Da vi betalte vores regning (51 euro) stak Andreas en flaske rødvin i hånden på os. Så vi havde lidt til at nyde på vores værelse. I stedet kom den med hjem til Danmark. Nu er vores plan at smutte ned til vores lokale græker, der også er fra Rhodos. Dele den med ham, og forsikre ham, at man godt kan spise godt på hans fødeø.

Tamam - George Leontos 1, Rhodos By 85100, Grækenland  +30 22410 73522

Der er mange flere billeder af Tamam, maden, Andreas og Maria lige her: http://www.tripadvisor.dk/LocationPhotos-g635613-d1163671-Tamam-Rhodes_Town_Rhodes_Dodecanese.html#31343107

torsdag den 19. maj 2011

Man ved man er hjemme i Danmark når....

... Man går fuldstændig amok i gode danske retter. Jeg har slået mig grotesk i tøjret over at være charter-turist, og så kunne jeg jo sådan set bare have ladet være, ikk?! JO, det kunne jeg, og jeg har bedt mig selv om at lukke røven utallige gange, når den lille stemme indeni har pebet over, at jeg nu tilhører typen der klapper når flyet lander.

Og jeg er sgu da heldig, når jeg ikke har større problemer, end at leve med, at jeg købte en pakkerejse. Jeg ved det, jeg ved det.... Men altså. Der er sgu sket noget underligt. For jeg er VIRKELIG blevet dansk af den uge. Normalt er menuerne herhjemme rimeligt etniske i deres tilsmagning, men der skal åbenbart bare en uge med græsk salat til, så spiser jeg som hele min jyske familie.

For man ved at man er hjemme i Danmark, når det første man gør på Nørreport, er at købe en ristet med det hele! Uhm!

Irmas Karrysild m løg, tomat, æg og RUGBRØD

Og man ved, at man er hjemme i Danmark, når man efter den ristede fiser ned i Lagkagehuset for at købe rugbrød, hvorefter man jodler over i Irma efter Karrysild - Som jeg ellers aldrig spiser udenfor december måned, men som tilgengæld var vildt gode. Og MSC-mærkede.

 Hakke-Jørgen. Så mødes vi igen

Ligesom man er hjemme i Danmark, når der bare må en hakkedreng på menuen. Selvom den her er en smule moderne med en tomatkompot (løg,tomat,hvidvin smides på panden, når bøfferne er ved at være færdige. Koger sammen og smages til med sødt, salt og peber) og så lidt grøn salat og skønne kartofler.

Aaah Rødspætte, skyllet ned med sovs og Urquell

Og skulle der bare være den allermindste tvivl, om man virkelig var helt hjemme i Danmark, så kan sådan en frisk rødspætte med kartofler og persillesovs, da helt sikkert overbevise en.

Det bliver en spændende forlænget weekend. Måske drister jeg mig ligefrem til at snige noget chili i maden igen!

Ny Øko-grønthandler på vej på Nørrebro

2200 Kærlighed/Hind Marked på Blågårdsgade går over til øko!
Jubiiiii - Jeg har længe været glad for grønneren 2200 Kærlighed, der egentlig hedder Hind Marked, og som ligger i starten af Blågårdsgade på Nørrebro. Butikken har udmærket sig ved, at have mange sjove varer, men aldrig i så stort et udvalg, at over halvdelen af dem var rådne - som man ellers ser andre steder.

Desværre har de langt fra været rent øko, noget vi faktisk har talt med Ali om. Lokalt er han forøvrigt kendt for, at man ikke kan forlade butikken uden en smagsprøve af hans hestebønnepure. Men nu ændre det sig. Altså ikke hestebønnerne, men øko-udvalget.

 På det sidste er der kommet langt flere øko-varer i biksen, og da jeg netop samlede et bundt øko-rabarber op til et drink forsøg senere i dag, fortalte de mig, at de nu går over til næste rent øko, for som de siger.
"Det er jo meget billigere, og vi sælger så meget, så hvorfor skulle vi ikke det?!"

JA!! Hvorfor skulle de da ikke det :-) De får friske varer hver mandag og i løbet af de næste uger, vil der komme flere og flere øko-ting i biksen. Jubiiiii! Sikke en god grund til at give lidt 2200 Kærlighed!

onsdag den 18. maj 2011

Charter-helvede & et par tips til Grækenlands-rejsende

                                      Rhodos by-   En del af fæstningsværket omkring den gamle bydel

Jeg har været i helvede. Virkelig. Charter-helvede. Eller okay, fair nok, så er Grækenland jo heller ikke værre og så er en rejse med et større dansk rejseselskab jo heller ikke mere slem, men det var nu alligevel ikke en oplevelse som vi gentager med det første.

Big-ass sejlbåd, der netop var ankommet fra Maldiverne. Dyret kan chartres for 200.000 euro om ugen!! Se så er Charter jo noget hele helt andet!

Jeg elsker at researche, sådan har det altid været, og så er jeg også en smule nærig. Altså ikke på den måde, hvor det virkelig gælder, men jeg kan godt lide at gøre en god forretning. Derfor bruger jeg altid en del tid på finde og sammensætte det helt rigtige tilbud, når vi skal på ferie. Men ikke denne gang. Da Lydmanden og jeg i marts sad og frøs efter omkring 354 måneders vinter, begyndte vi at planlægge den næste smuttur.

Meget litteratur og souvenirs giver indtryk af, at det var netop her Kolossen på Rhodos skrævede over indsejlingen til Madraki-havnen. Det er ikke korrekt. Den stod inden i byen.

Vi holder meget af forlængede storby weekender og overvejede Tallinn. Men så var det jo, at vi frøs. Og at vinteren havde varet i 678 måneder og pludselig kunne jeg godt bære ideen om migselv i badedragt foran fremmede. Og da det også var muligt at få et seriøst godt tilbud, så sprang vi på en pakkerejse til Rhodos by. Mens vi forsikrede hinanden om at Rhodos by jo er gammel, og en slags by, og hvidløg er dejligt, og varme, og G&T's, og ikke mindst, at vi ikke har nogen børn, der ville lege med andre menneskers børn og som følge deraf ville tvinge os til at tvangssamtale med disse børns dødsyge forældre aften efter aften.

En del af anlægget omkring Temple of Grandmasters aka Tempelridderne

Så langt så godt. Rhodos. I de to måneder der gik, fra vi bestilte, til vi skulle afsted nåede jeg at blive mere og mere træt af selskabet, der solgte os rejsen. Jeg har modtaget uendelig mange mails om det virkelig kunne passe, at vi ikke skulle have morgenmad hele ugen for 350,- pr person? Og det kunne virkelig passe. Da vi tjekkede ind på hotellet spurgte vi hvad prisen var på morgenmaden? 7 euro for en dag, 6 euro pr dag for hele ugen. Se hvis man regner det igennem svarer det til, at morgenmaden en hel uge koster 42 euro eller ca 315 kr. Synes måske nok liiige det er i overkanten, at Spies skal nappe 35,- for at sælge nogle andres varer.

Hotellets terrasse, hvor mange en Mythos blev nydt i selskab med norske Morten og hans smukke kone Berit

Morgenmaden tjekkede vi forøvrigt ud dag 1. Den var noget hø. Vi spiste i stedet morgenmad på den cafe, der lå overfor hotellet og kostede 5,5 euro alt inkl. og så skulle den ikke spises inden kl 11. Heh!!

Hotelkatten Skibib, som de fodrer om vinteren for at holde på ham. I det hele taget var jeg positivt overrasket over den måde, de vilde hunde og katte blive behandlet på. Selvom jeg en enkelt nat måtte tude lidt over en syg kat vi havde mødt. Jeg kan godt lide Skibibs joker-smil!

Rejseselskabet mente også, at det var strengt nødvendigt at de gentagende gange tilbød os bus fra lufthavn til hotel. Pris tur/retur 150,- pr person. Og udsigten til at sidde i tvangsbus med utallige andre, der skulle af alle mulige steder med deres bagage. I stedet tjekkede jeg taxapriserne på Rhodos og det var en god ide. De har nemlig fixed prices. Fast pris fra lufthavn til Rhodos by 22 euro. eller ca 165,-. De 15 kroner var virkelig godt givet ud. Vi havde pakket ud på værelset, nydt altanen, taget en skyller og havde klædt om til at gå ud i byen, da de andre passagerer begyndte at ankomme til hotellet. HEH!

 Strandpromenaden i Rhodos By på vej mod spidsen af øen iklædt smagfuld højrød VW Eos

Det var min første tur til Grækenland og Lydmandens fjerde. Rhodos er et af de steder i Europa, der har allerflest solskinstimer og derfor har det også været et populært rejsemål i årtier. De har stort set ikke regn i 6. måneder, så det er en sikker vinder, hvis man vil være brun. Og det vil man jo gerne.

 Kønt motiv fundet i stille sidegade i den gamle bydel

Desuden har Rhodos By den gamle bydel, der er omkring 3000 år gammel og i dag er en del af Unescos verdenskulturarv. Men bydelen er også noget særligt, fordi den i allerhøjeste grad er levende, fordi der stadig bor mennesker. Her er virkelig kønt og smukt, især når man søger om i de små gader, hvor det ikke vælter med turistfælder, men det er også i den gamle bydel at jeg var mest skuffet.

 Turistet hovedgade i en gamle bydel

Grækerne grundlage civilisationen, nogle af de allerstørste tænkere var grækere, demokrati stammer fra det land. Så hvorfor F***** er det, at når jeg går rundt i den gamle bydel (og også andre steder i byen) at de forsøger at sælge mig plastik-kopi-skrammel, lortemad og på alle måder står og hiver i mig, i håb om, at lokke mig til at bruge mine penge på noget værdiløst eller i bedste fald, noget der er grotesk overprissat?!

Til eksempel: Det absolut værste mad jeg fik dernede, ikke medregnet morgenmaden på hotellet, var en gang slouvaki. Det var elendigt. Og prisen var 8 euro. Til sammenligning valgte Lydmanden en gang slouvaki, da vi sad på den bedste restaurant vi kunne opdrive på vores rejse. Pris 8,50 euro. Man kan altså ikke bare vælge det billigste skammel fra, og så på den måde sikre sig en eller anden form for kval.

 Torv i den gamle bydel, hvor man for alt i verden skal undgå øjenkontakt, hvis ikke man vil prakkes noget på

Jeg skal forøvrigt nok skrive meget mere om den fantastiske restaurant Tamam, hvor vi endte med at spise flere gange og hvor jeg blev så overvældet af Mousakaen, at jeg fik tårer i øjnene. Der er åbenbart en første gang for alt!

Lindos - utrolig smuk og endnu en Unesco bevaret by. Helt sikkert en tur værd og så føles det lige en tand mindre turistfælde. Måske fordi det ikke er tilladt at bygge hotellet i byen, men derfor kan man stadig bo der i et af de omkring 2000 private værelser, der bliver udlejet

Med til historien om Rhodos hører også, at flere af de andre rejsende på hotellet, som jo selvfølgelig var vildt søde - Især Morten og Berit fra Norge! Tak for hybelkaninerne -  også kunne fortælle, at priserne var stedet voldsomt bare det seneste år. Jeg vidste godt, at Grækenland som følge af den økonomiske krise har sat afgifterne på alkohol op med op til 60% smart nok, for så er det turisterne, der betaler noget af gildet, og hvorfor skulle de ikke det?!. Men 4 euro for en lokal øl og 6 for en drink - så skal man altså ikke længere væk end til Hamburg for at få det billigere. Smid så det yderst svingende madkvalitet med i bunken og den noget aggressive jagt på ens penge og så kan jeg godt få en mistanke om, at en del danskere vil svigte Grækenland til fordel for langt billigere rejsemål. Jeg tror - og håber - at der skal et kvalitetstjek til, for så vil Rhodos blive rigtig dejlig.

Lidt mere Lindos. Den lille strand. Åååhhh det vand var lækkert!

Den næstsidste dag lejede vi en bil (heller ikke via Spies, HEHH!) og kørte til Lindos og gennem bjergene. Her fandt jeg noget kærlighed til landet, for der er virkelig vanvittig smukt, når det ikke bliver spoleret. Tak for det! Og som i kan se, på det billeder jeg har drysset udover dette indlæg, så er det virkelig kønt. Men jeg tror bare ikke, at det bliver til endnu en charterferie for os de næste par år.

 Miniput-kirke fra det 14. århundrede. Fanget i Lindos.

Jeg kan virkelig godt lide papegøjer. Desværre har mine katte det på samme måde

fredag den 6. maj 2011

Araber kompot, saft og Sprut-boble-drik ud ad en enkelt gryde.

Lydmanden finder det overordentlig morsomt at sige araber i stedet for rabarber, og nu har han smittet mig. Helt ærligt - kan man skrue ned for en lydmand?? Det kunne virkelig være smart! Måske er han bare kåd fordi ferie er om få dage og jeg har givet ham alkohol.

Altså. Jeg fik de her rabarber fra Årstiderne, og havde ikke lige været den sejeste-du-må-ikke-spilde-mad-type, forstået på den måde, at de var ovre deres bedste spændstighed, men så kan en klog kone jo bare lave saft og kompost... undskyld... KomPOT. Jeg fandt inspiration på Pol.dk.

man tager:
400 gram vinrabarber i 3-4 cm stykker
saft af halv citron
skal af halv ØKO-citron
ca. 100 gram sukker
halv vaniliestang og marv. Befriet fra hinanden.
En halv liter vand.

kog i 10-15 minutter, til araberne er møre. RABARBERNE!
Smid finmasket dørslag (jeg ved hvorfor det hedder dørslag, gør du?!) eller si over en skål, og si indholdet af gryden. I dørslag/si er der kompot, i skålen er der saft. (ps: Det grønne ved siden af er Ramløgsalt, lækkert!)


Her syntes jeg at saften var lidt tynd og sur, så jeg kogte den ind i 10 minutters tid med et par sp.ske rørsukker. Imens skoldede jeg en flaske og rystede den helt vildt med lidt cognac. Bagefter smed jeg Cognac'en op i kompotten.
Se den pæne, pæne, pæne saft. Ammenaltså den farve!

Sådan her endte Cognac-kompotten livet:

Nederst er der knuste makroner, så kompotten, øverst er der flødeskum pisket med lidt vanilje.

Og her er det halvdelen af saften der skal dø:

Godt med rabarbersaft i vinglas, toppet med (en hel flaske) Asti, men alt med bobler kan bruges til formålet. Det må bare ikke smage direkte grimt. Bagefter nød vi dem vindueskarmen, med benene ud af vinduet.

I får den lige igen:
MUHAHAHAHAHAHAH!!!! (Pps: farven var altså ens. Det er noget med lyset)