Charter-Himlen, Restaurant Tamam og den skønne Maria

Inden vi tog afsted til Rhodos havde jeg og Lydmanden naturligvis surfet lidt rundt, for at finde ud af om der var nogen gode restauranter dernede. Ligesom vi spurgte vores lokale græker, der selv er fra øen og hans svar var nedslående. "Glem det, man spiser ikke godt på Rhodos. Højest okay." Bum. Det var jo ikke lige det jeg ville høre. Men der var dog et sted, som fik rigtig fin omtale på Tripadvisor, det lille sted Tamam.

Kvik som jeg er, så var det jo ikke lige fordi jeg sådan havde fået skrevet adressen ned eller noget, så de første par dage spiste vi efter sidder-der-nogen-grækere-på-restauranten-princippet. Det gik ok. Uden af være prangende, og jeg var jo egentlig en smule nedslået over Rhodisianernes (det er der helt sikker ikke noget, der hedder) omgang med deres græske kultur. Det høre med til historien, at netop min frokost den dag vi besøgte Tamam, havde været det absolutte lavpunkt rent madmæssigt. Men så mødte jeg Maria og Andreas.

Efter en tur på nettet fandt vi nemlig den korrekte adresse til Tamam, som jeg ellers kun vagt kunne huske hvor lå, og så smuttede vi derned. Stedet var egentlig meget undseeligt. Ingen billeder af maden. Ingen mand, der stod og forsøgte at lokke os ind. Ingen græsk-hvid-blå indretning. I stedet en lille smagfuld restaurant, men plads til omkring 25 gæster. Holdt i olivengrøn, hvid og en mørkere træart. Møbler i klassen Nobel og uden duge på bordene.

Vi listede os hen og så på menukortet, der var slået op udenfor. De græske klassikere var på kortet, lidt fisk, lidt pasta og en hel række forretter, der lød utrolig lækre. Udenfor stod en gæst og røg, han hviskede til os "You have to try this". Hm. Lovende.

Indenfor blev vi mødt af Andreas, der fremstod ret stonefaced. Vi kunne bare sætte os hvor vi ville. Det var tydeligt at flere andre gæster i restauranten havde været der flere gange, og værten Andreas, der også eneste tjener sludrede og hyggede meget om dem. For mig fremstod han i første omgang en smule kølig.

På kortet er der kun 1 vin. 11 euro for en liter. Så den sprang vi på, og så bestilte vi en obligatoriske græske salat til deling. På bordet kom vinen. En nydelig Shiraz, som Andreas fortalte var græsk, men ikke fra Rhodos. Præcis hvor ville han ikke ud med og jeg kan egentlig godt forstå ham, for det er en rigtig fin vin han har fundet sig og det ville da være træls, hvis alle hans gæster for ud og opkøbte lageret.

Der kom pitabrød på bordet. Eller pita er det jo ikke, for det er nærmere den originale type fladbrød, som man har spist på øen. Jeg tror, at de er stegt på panden, derefter er de drysset med salt, peber og oregano. Dertil var en fetacreme, som jeg gætter på, var rørt lind med et mælkeprodukt og så smagt til med en art småtskåret peperonata. Meget lækkert. (Jeg forsøgte at tage billeder, men lyset og min mobil ville ikke arbejde sammen. Der er link til masser af billeder i bunden af dette indlæg)

Jeg blev langsomt mere tryg. Og det underbyggede salaten. Smukt anrettet med et stort stykke feta på toppen, oliven af fantastisk kvalitet lagt langs kanten, så man kunne fravælge, hvis ikke man kan lide dem. Salaten blev IKKE serveret med olie/eddike-sæt, så vil selv skulle rode med dressingen. Køkkenet havde taget stilling og gjort for os, bla. med en mørk eddike og ikke den typiske lyse rødvinseddike - balsamico?

Til hovedret fik jeg en Moussaka, hvilket betød at jeg fravalgte mere fancy retter med fisk eller en bøf. Og så steg vandet mig til øjnene. Helt absurd, ikke? Men jeg blev simpelthen rørt, da jeg smagte på maden. Jeg havde luret at Andreas ligesom luskede over i et hjørne og holdt øje med ens ansigt, når man tog den første bid, og selv så jeg da heller ikke andet end lys i øjnene og store smil ved de andre borde. Han kiggede over til os og spurgte om vi var tilfredse og det eneste jeg kunne fremstamme lige der var "There is love in your food". Andreas nikkede stolt, og fortalte at det havde hans mor også altid sagt var det vigtigste. Der er åbenbart ikke den store forskel på mødre i Grækenland og i Danmark.

Moussakaen var fnuglet, og toppet med en tomatsovs jeg kun kan drømme om at fremstille. Intens tomatsmag, helt uden den ret syretunge smag en kraftigt indkogt tomatsovs ellers kan få. Jeg kunne ikke smage et eneste krydderi udover tomaterne. Med fare for at blive voldsom floromvunden, så smagte den, som det smager at kysse solvarm hud efter en lang dag ved havet.

Jeg påstår ikke, at det var verdens bedste Moussaka. Slet ikke. For det aner jeg ikke noget om. Men det var så tydeligt at der i køkkenet stod en person, som både havde holdning og stolthed til og omkring sit arbejde. Vi måtte takke nej til dessert, så vi betalte vores regning, mens huset bød på et champagneglas med en forfriskende sprite baseret drik. Pita'en, en delt forret, to hovedretter, vin og vand kostede os 46 euro. Det var 4. dagen af vores ferie og ikke alene det absolut bedste og vigtigst - ærligste - måltid vi havde fået, men også det billigste. Jeg husker det ikke, men vi tippede sikkert helt vanvittigt og sagde tak for i aften.

Og så talte vi ellers om, hvad fa'en vi skulle gøre. Komme tilbage de tre følgende aftner vi var på Rhodos? Eller rent faktisk give nogle andre en chance. Vi valgte at give en sushi-restaurant et skud dagen efter. Okay, uden af være prangende. Vi måtte tilbage til Tamam.

2. aften træder vi ind af døren og Andreas er et stort smil. "Youre back again? Welcome". Og denne aften sidder der flere vi kan genkende fra der første besøg. Klog af skade har vi ikke spist alt for meget den dag, så da vi afgiver bestilling er det ret simpelt. Vi vil have rødvin. Og vi vil dele fire forretter. Bare giv os hvad du er stolt af. Ååååhh, det var klogt. Andreas havde et spørgsmål "skal i have hovedret?". Tror det ikke sagde vi, men nok dessert. Først fik vi vinen og den stønne pita igen, og så startede festen.

Først ankom rucola-salaten. Toppet med appelsin, granatæble, valnødder og rigelige mængder parmasan. Jamen i guder!! Og jeg er faktisk ikke engang stor fan af rucolaen som man jo vitterligt skal gøre noget aktivt for at undgå.

Så kom der muslinger. Store og smukke søbede de i en mørk "fond" fra bunden af gryden, toppet med stegte pebberfrugter i alle tre farver og persille. Åh Maria! (det vidste jeg så endnu ikke at kokken hed)

3. ret, spinat saganiki. Saganiki betyder lille stegepande, og dækker over de små røde lerfade som både kan gå på ild eller i ovn. Herhjemme forbinder vi dem nok mest med tapas. I denne version var det spinat toppet med ost og smidt i ovnen. Simpelt - oh yes. Lækkert? Oh dobbelt yes. Jeg kan for mit liv ikke regne ud hvordan hun gør det. Jeg kunne ikke dissekere noget andet end den rene smag af spinat og ost, men kan det bare være det? Damn!

Sidste varme ret var aubergineruller, let grillede, rullet omkring feta og så toppet med den berømte tomatsovs. Den ret vi jeg forsøge at kopiere en af dagene. En vegetarklassiker på stedet! Samtidig begyndte jeg at rable om i hvert fald en udvalgt madblogger, som burde have være med ved bordet.

Andreas spurgte om vi ville have dessert, "ja tak" sagde jeg, og spurgte hvad de havde. "Èn" svarede han og smuttede. Han kom tilbage med en lun kage, med indre a la cheesecake men uden bund. Tilgengæld var den toppet med 3-4 lag filodej? vædet med honning? drysset med kanel og på tallerkenen var en vanilje-parfait. Smukt!! Per automatik medfulgte en ekstra tallerken så vi kunne dele. God stil!

Undervejs i måltiden faldt Andreas flere gange forbi og sludrede. Vi fandt blandt andet ud af, at nogle af hans bedste venner var fra Danmark. "Ikke som de alle sammen vil fortælle jer. Virkelig. Mine bedste venner!" Heldige, heldige mennesker. Vi var kommet sent, og restauranten var næsten helt tømt da vi ville betale. Andreas nægtede. "I skal se kontoret".

Kontoret er egentlig bare det bagerste bord i restauranten. Og her kom den stønne Maria ud og drak en drink med os. Andreas fandt en særlig likør frem og vi fik historien om Tamam. Andreas havde siddet i en stor stilling, men to sekretærer og alt for lidt tid til familien, der også tæller 4 børn. Maria var chefkok på flere store og respekterede hoteller, men også mere og mere frustreret over at hun i økonomiens hellige navn, blev presset til at gå på kompromis med kvaliteten. Andreas var 40, og mente sådan set, at han havde opnået alt hvad der er at komme efter i erhvervslivet. Så de sagde begge op og åbnede i stedet den lille restaurant sammen. Stedet har eksisteret i fem år nu, og selvom der er masser af steder på øen, som lukker om vinteren, når der ingen turister er, så er netop vinteren Tamams højsæson. Det er her grækerne selv spiser der, og som Andreas forklarede "De går ikke sådan lige hjem. I turister spiser meget tidligere og går pænt hjem. Grækerne bestiller bare mere og mere vin."

Og Tamam har andet vin, end husets. Men Andreas foretrækker at være lidt hemmelig med det, da han ikke vil have, at nogen gæster føler han forsøger at sælge. Ligesom husets allerbedste vin, en Nemea med guldmedalje fra 2007 altid er gemt væk, så ingen føler sig snydt, hvis de af vanvare får peget på den på vinhylden uden at vide hvad den koster. Jeg har drukket Nemea. Både herhjemme og på Rhodos, men jeg ville ønske at jeg havde gjort det hos Andreas og Maria. Den anses som værende Grækenlands fineste vin og minder i voldsom kompleksitet om en Amarone eller Barolo.

Maria kan ikke engelsk, eller ikke meget, så samtalen med hende måtte Andreas tolke. Vi talte om mad, kultur og den måde Rhodos repræsentere sig selv. Vi var rygende enige. Maria bankede i bordet og skældte ud på græsk, mens lydmanden henført hviskede "Hvor er hun smuk. Hun er så smuk". Og det er hun. Der er ikke et billede jeg har kunnet finde af hende, som har gjort hende ære. Ligesom jeg fuldt ud følte hans spirende forelskelse - vejen til hans og mit hjerte er åbenbart gennem maven. De talte om, at de gerne ville se Danmark, at deres datter gerne ville læse til journalist og jeg gjorde alt i min magt, for at overbevise dem om, at de bare skulle komme og at skolen i Århus er glimrende. En restaurant som deres, et Græsk Brasserie, det vil straks sætte nye standarter også herhjemme.

Jeg har spist langt finere og meget mere bekosteligt andre steder. De to aftner på Tamam var ikke perfekte. Det der alligevel gør, at jeg må skrive så langt og herført om stedet er, at det var så ærligt. Der var kærlighed og der var taget stilling. Alene på grund af Tamam, Maria og Andreas, har jeg lyst til at rejse tilbage til Rhodos.

Da vi betalte vores regning (51 euro) stak Andreas en flaske rødvin i hånden på os. Så vi havde lidt til at nyde på vores værelse. I stedet kom den med hjem til Danmark. Nu er vores plan at smutte ned til vores lokale græker, der også er fra Rhodos. Dele den med ham, og forsikre ham, at man godt kan spise godt på hans fødeø.

Tamam - George Leontos 1, Rhodos By 85100, Grækenland  +30 22410 73522

Der er mange flere billeder af Tamam, maden, Andreas og Maria lige her: http://www.tripadvisor.dk/LocationPhotos-g635613-d1163671-Tamam-Rhodes_Town_Rhodes_Dodecanese.html#31343107