En madspilder skifter spor...

Vi har i 2011 opgraderet vores madvaner en hel del herhjemme. Vores økonomi er ganske sund (vi var ikke med til festen, så vi har heller ikke tømmermændene) og en del af det plus kaster vi efter råvarer. Efter en hel del år på SU er det rendyrket livskvalitet, at spise varieret, økologisk og (semi)-sundt.

Egentlig kom omvæltningen af tre ting.
1 - Dødsyg vane. Der var gået alt for meget tvangs-hakket-oksekød i de daglige middage.
2 - Chefen aka veninden aka småbørnsmoderen begyndte at få middagskasser fra Aastiderne.
3 - Klidmoster. Jeg havde aldrig dyrket blogs, men så smed Matematikeren aka nyeste venindefund, et link til Klidmosters blog på facebook, jeg var hooked, læste hele bloggen på to uger og måtte selv i gang. Altså med mad af ordentlig kval, ikke med at blogge. (Du finder skønne klidmoster her: http://klidmoster.blogspot.com/)

Kombinationen af to (3!) skønne kvinder, en træthed af vanetækning og en artikel om madspild for milliarder, fik os til at ændre spor.

Første skridt var at tømme fryseren. Smid det gamle ud, spise hvad der kunne spises og så rydde op. Nu bruges fryseren som den er tiltænkt (og som den bliver i jylland), til at opbevarer skatte af skønne varer der bare skal hives op ti minutter eller dagen før. Ikke som et sarkofag for kedelige rester, skumle halv-fabrikata og to år gamle melboller.

Vi spiser næste 100% økologisk kød nu. Ihf herhjemme. Ligesom grøntsagerne også er deroppe af. Alt i alt er vores kost vel i omegnen af 85% økologisk nu.

Koster det ikke kassen? Jo! Og jeg er både krigsbarn og vestjyde, (okay, det første passer ikke, men min mor er og jeg eeeelsker et godt tilbud). Men så alligevel ikke. Hvis en sund øko-kylle koster 150,- så spiser man ikke patterne og smider resten ud. Kødet bliver til 2x2 middage + suppe/fond på skroget. Så er regnskabet pludselig meget bedre. 25 kr. pr kuvert. Og vi kunne sagtens smide en unge eller tredjeperson med til middag en dag. Der er INGEN, der sulter her.

Men der sker noget magisk, når man ikke bare putter kærlighed i maden, men også i råvarerne. Man behandler dem ordenligt. Man spiser op.

Og en overraskede, men kærkommen sideeffekt er, at når en stor del af maden kommer til døren, så står man ikke i Netto hver eneste dag, sukkerkold og ramt af fremmede mennesker ulvetime, mens man psykotisk kaster Ritter Sport og lakridsæg i kurven, i håb om at overleve og fordi man fortjeneeeer det. Og den slags sukker-chok koster sgu også en fair del.

Man ender faktisk med at sparer kassen på, at give kassen for sin mad!

Som en del af vores ny fundne frelsthed har jeg de seneste måneder forsøgt at sætte mig ind i friland vs. øko, MSC, bæredygtig kornsorter og hvad ved jeg. Men meget mere om det senere, for det vil jeg selvfølgelig også blogge om...