Drop Atamon, tak!

Fra tid til anden støder jeg på opskrifter, der opfordre til, at man bruger atamon til for forlænge holdbarheden af saft, syltetøj eller lignende. Især i denne søde sommer tid, hvor der jo er masser af frugter og bær, som man gerne vil holde længere end sæsonen tillader. Jeg har tilgengæld tilladt mig, at se nærmere på, præcis hvad det er, der gemmer sig i de små sjove retroflasker og det var ikke rart.

Helt bestemt virker Atamon sådan, at det hæmmer væksten af skimmel- og gær-svampe, ligesom det virker mod nogle bakterier, og så er det allerbedst i et surt miljø som syltetøj eller saft. Det aktive stof hedder Natriumbenzoat, det finde i naturen, men til Atamon og andre fødevarer, hvor det gemmer sig bag E 211 er det fremstillet syntetisk.

Wiki skriver bla:
"Atamon blev i 1938 registreret som varemærke af Tørsleffs Husmoder Service og ejes i dag af Haugen-Gruppen. (...) Under 2. verdenskrig med dens varemangel blev Atamon meget nyttig. Med konserveringsstoffet kunne marmelade også holde sig med mindre end 50% sukker. Det annonceredes med slagord som "Atamon i Glas og Krukker / sparer baade Gas og Sukker".

Hvis du skulle ønske den helt tekniske forklaring på, hvordan det virker kemisk, så følg også det link. Jeg vil i stedet bide fast i det reducerede sukker, man slog på tæven for. Nu er mangel på sukker jo ikke lige noget vores samfund lider af. Tværtimod. Og jeg dobbelttjekke da også lige med min kloge mors opskrifter, der alle indeholder 50% sukker i forhold til frugt. Sukker er et naturligt konserverende (ligesom eddike, salt og olie/fedt), Atamon kunne altså bruges til at få ting til at holde, når man ikke havde sukker nok til at nå de 50%. Fair nok. Men det har vi jo i dag. Så er det altså i bedste fald ikke nødvendigt. Hvilket kan være fint nok, hvis det er uskadeligt. Det er det bare næppe.

Det aktive stof Natriumbenzoat nemlig pænt klamt.
"Natriumbenzoat kan udløse allergier som astma og nældefeber, og det belaster leverens stofskifte. En britisk undersøgelse nævnte natriumbenzoat, der bruges som konserveringsmiddel i coladrikke, som en mulig udløser af ADHD i sammenhæng med andre tilsætningsstoffer. Det hedder ordret i undersøgelsen, der blev offentliggjort i det britiske, medicinske tidsskrift The Lancet: "Disse resultater viser, at ugunstige virkninger ikke kun optræder hos børn med ekstrem hyperaktivitet (som ADHD), men også i den normale befolkning"."
(Kilde note: jeg ved, at man skal være varsom med at lade wiki være sandhedsvidne. Jeg har dobbelttjekket informationerne, men vælger wiki som kilde her, da det står på forståeligt dansk)

JAMEN HVOR LÆKKERT!! Personligt har jeg i mange år lidt af nældefeber. Min læge mente ikke sådan lige, at det var muligt, at finde ud af hvad jeg reagere på. Men han vil gerne give mig binyrebarkhormon-creme. YUM!! Før i tiden havde jeg udbrud flere gange om året og på størrelse med en udstrakt hånd. Efter vi er gået over til øko not so much. Hvis jeg endelig får et udbrud, så er det i omegnen af en 2-krone.

Og vi kender jo allesammen nogen, der kender nogen, der har ADHD. Og en ting er, at mor nok godt kan regne ud, at sønnike ikke skal have super meget cola. Men det er fandme synd, hvis sønnike heller ikke skal spise mors syltetøj, fordi hun smider Atamon i. Ligesom the Lancet - et af verdens mest anerkendte medicinske tidsskrifter - gør klart at det også er problematisk for den almindelige befolkning.

Mens jeg alligevel havde mor i røret tussede hun ud i køkkenet og tjekke indholdet bag på melanin-brevet. Et produkt lavet af selv samme Tørsleffs, som indeholder Atamon men også citronsyre. Det bliver tilsat for at ph-værdien bliver lav nok til at melaninen overhovedet virker. Skønno!

Dem der læser min blog ved, at jeg også begår saft og kompot. Så hvad gør jeg selv? Hysterisk køkkenhygiejne er en god start. Jeg sørger for at alt er pinligt rent. Jeg skolder de flasker, som saft skal i, og så ryster jeg flasken med en smule alkohol, inden den bliver fyldt og ryger i køleskabet. Jeg har ingen anelse om hvor længe det så rent faktisk kan holde sig. Jeg får det brugt inden det bliver for gammelt. Men det er da klart, at holdbarheden ikke er som Uran. Eller honning. Men jeg kunne aldrig drømme om at putte Atamon i saft, for derefter at gå direkte ud på altanen og drikke det.

Hvad så hvis jeg gerne vil have rabarbersaft i december? Jamen så må jeg jo skære nogle rabarber ud i egnede bidder og smide dem i fryseren. Så er det jo ikke vildt besværligt, at dumpe dem i en gryde, når safterne kommer over mig. Altså lysten. (Hov. I ved hvad jeg mener). Det kunne jeg gøre. Men det gør jeg ikke. I stedet vælger jeg den tilgang, at danske jordbær, rabarber og alt det andet gode, er smukt netop fordi det er her flygtigt. Hver sæson, sin skønhed. Det kommer og går som alt andet, der er vigtig, i ved, livet, kærligheden osv.

Jeg kommer næppe til at slippe for Natriumbenzoat i industrielle fødevarer, men jeg kan heldigvis slippe for det i mit eget køkken. Hvis du vil læse mere om E-numre bag, så er det lige her. Der står også spændende ting om i hvilke varer man finder det fine tilsætningsstof.

Hønen eller ægget og alt det affald

Begyndte dagen med en mail fra veninde:
"svigerfar kom med en ide, du måske kunne bruge. hvad med at skrive noget om emballage, og hvor meget affald det genererer...? synes selv det kunne være interessant og han fortalte at emb. fra mad står for en uhyggelig stor del. knus"

Jeg gik i gang med at skrive et længere svar om, hvorfor jeg ikke anser emballage som den største synder. Og så blev jeg alligevel fristet til at smide det på bloggen. Så herunder er mit svar:

Emballage står for rigtig meget affald i vores små hjem, problemet er bare, at der er forskel på hvor meget det er. F eks er dem, der handler hos etniske grønnere ikke så slemme, som der dem der køber alt indpakket i supermarkedet.

Men generelt er indpakninger fra grøntsager blevet langt færre, vil jeg påstå ud fra egne observationer. Der er i dag mere løs frugt og grønt end tidligere i de supermarkeder, hvor jeg handler. Når jeg nævner grønsager og frugt, så er det fordi, at det efter min mening er det eneste sted man kan spare noget. Mælken, kødet, frostvarerne skal jo være pakket ind.

Så er der paradokset med indkøbsposen. Hvis jeg handler med et net, så køber jeg jo også en rulle plastikposer til at bruge som affaldsposer. Det er helt sikkert billigere, end at bruge indkøbsposer til skraldespanden. Men er det nødvendigvis bedre for miljøet? (Det tror jeg faktisk det er, men jeg skal undersøge det nærmere)

Affald er nemlig ikke nødvendigvis lig med problemer. Det er en ressource. Så længe vi taler om brandbart skrald, så bliver det brugt til at varme huse med. Og røgen forurener ikke. (ja, det kommer der også en restprodukt ud af. F es gips, der i denne sammenhæng ikke bliver genbrugt til vægge. Og så slaggen fra ovnen, som bliver brugt til stabiliserende underlag til f eks veje)

Der hvor affald bliver problematisk, er når det ikke er sorteret rigtigt. Og det er der ikke nogen, der gør for en. Der skal man selv i gang. Det er åbenlyst, at man ikke skal smide batterier i sin skraldespand. Men man skal heller ikke smide glas, pap, papir, eller dåser ud. (svenskerne er ret gode til at sorterer dåser, herhjemme har vi ikke rigtigt lært det endnu). Danmark har til hensigt at halvere sin Co2 udledning pr 2030 (årstal frit efter hukommelsen), hvis bare Danskerne sorterede deres affald korrekt, ville vi alene der, nå 20% af det mål.

Og faktisk bliver en dåse alligevel genbrugt. Det fungere i praksis sådan, at når affald har været igennem et forbrændingsanlæg, så bliver der brugt magneter, til at skille metaldele fra, der så kan blive genbrugt. På nuværende tidspunkt, er der så brugt energi på at brænde metallerne, og det er jo direkte dumt. Det skal sorteres fra. (Har man set Toy Story 3, så har man et billede af hvordan sådan noget foregår. Bortset fra at det herhjemme sker efter forbrænding. )

Men altså - faktum er, at der i dag er langt mindre husaffald end før 3. kvartal 2008. Om det er fordi finansgrisen slog igennem der, eller en øget miljøbevidsthed blandt danskerne, skal jeg ikke gøre mig klog på. Hønen eller ægget. Men faktum er, at når man brænder affald af som bliver til varme, så kan man spare fossilt brændstof - så affald er ikke All Bad.

Jeg havde fornyeligt mulighed for at besøge en genbrugsstation i embeds medfør. En af de ting der overraskede mig, var muligheden for at sorterer plastik. Altså at brugerne kunne komme med f eks emballage fra rengøringsmidler, som kan være emballeret i problematisk plastik. Jeg talte med en af de blå mænd om det, og han havde selvfølgelig helt styr på hvilke plasttyper, der bør sorteret fra og hvilke der er nogenlunde okay. Problemet er bare, at hvis alle danskere skal lære det derhjemme. F eks os, der bor i lejlighed, og derfor ikke kommer på genbrugsstationer, så tror jeg, at det vil tage 20 år. Vi taler om nørdede koder pt. Men der skal da nok være nogen i Folketinget, der ville være lykkelige for muligheden for at opfinde flere mærker til danskerne.

MEN ALTSÅ - Hvis din svigerfar har det skidt med emballage, vil jeg egentlig mene, at det langt fra er vores største problem.
1. - Han kan købe frugt og grønt, der ikke er pakket ind. F eks hos sin lokale grønner, hvor han får alt i en pose. Ellers vælg ting, der ikke er pakket ind.
2. - Den sande synder i affaldet er madspild. Det er fuldstændig respektløst, at der er brugt ressourcer til at producerer fødevarer for at de blot ender i skraldet.

- Det antages, at vi danskere smider gode fødevarer ud for omkring 16 milliarder hvert år.
- Det svarer til 65 kilo for hver eneste af os.
- Det største spild sker i vores private hjem. Mellem 75 og 90 procent af madspildet stammer herfra.
- Det er oftest frugt, brød og grøntsager, som finder vej til skraldespanden.
kilde

Frit efter hukommelsen anslås det, at en almindelig familie kan spare 11.000,- om året, hvis ikke de smider så meget mad ud. Efter min mening er der altså ræson i at forsøge at undgå indpakket frugt og grønt, men der er endnu mere ræson i, at se på resten af affaldet. (og hvis man smider det gamle ud, for at købe noget nyt, så risikerer man jo blot at købe mere emballage.) - Når så varerne er kommet hjem i køkkenet, så kan man stadig gøre en hel del for at skåne miljøet. Det kan han læse om her: http://uaegtemad.blogspot.com/search/label/co2-madpyramide

Håber i hermed har fået lidt at snakke om på ferien ;-)

- Og til eventuelle andre læsere, der er nået helt til bunden af dette indlæg (hvis du læser dette, er jeg ret imponeret). Hvis det undrer, hvorfor der ikke er så mange kilder på som sædvanligt, eller hvorfor min veninde mener, at jeg har noget at sige om affald, så hænger det samme med, at jeg siden 1. december har arbejdet på noget, der handler om skrald.
  Ovenstående er altså summen af 5 måneders research, men det må ikke forveksles med sandhed. For affald er et stort paradoks, og der er  god grund til at kigge på, hvad der rent faktisk ender i skraldespanden.

Hvaffor en Fisk?? Eller Hvorfor du ikke skal spise Pangasius

Jeg er født i Esbjerg - bare kom med alle jokesne. Jeg har helt sikkert hørt dem før, for folk tror at der lugter af fisk. Det gør der bare ikke. For der bliver ikke landet fisk i Esbjerg længere. Byen der engang var Danmarks absolut største fiskerihavn, er i dag i gang med at fylde sine havnebassiner op, så der kan bygges i stedet. I dag er København en større fiskerihavn end Esbjerg. For der er ikke penge i fisk.

Eller det er der, men det kan være svært at overleve som fisker i Danmark, for erhvervet et trængt af urimeligt billige skodprodukter fra udlandet, som forbrugerene åbenbart heller vil købe, end de spisefisk de danske fiskere fanger, som endda er verdensklasse kvalitet.

Billedet herunder er fra min lokale Netto, og der gør mig så utrolig ked af det.

Hvad der gør mig endnu mere ked af det er, at da jeg dagen efter vendte tilbage, for at kigge nærmere på varedeklarationen på poserne, så var der allerede udsolgt. Hvordan kan 800 gram fisk, der har taget en flyver eller container hele vejen fra Vietnam kun koste 30 kr.?? Og hvordan kan man overhovedet købe et sådan produkt uden at vide, at der er noget galt??

Men tag ikke mit ord for det, jeg har sakset lidt rundt omkring på nettet om Pangasius. Hvis du vil læse de fulde tekster kan du følge linksne.

P1 Dokumentar har brugt en time på at afdække problemerne med Pangasius, og skriver blandt andet:

"En række vietnamesiske dambrug, der opdrætter pangasius-fisk, lever ikke op til hverken vietnamesiske eller internationale miljøstandarder. De leder blandt andet beskidt vand fra fiskedammene direkte ud i Mekong-floden, som forurenes med kvælstof, forsfor, medicinrester og kemikalier. (...)
Pangasius-industrien pumper årligt over 10 milliarder kubikmeter vand fra Mekongfloden ind og ud af dammene, og fiskene efterlader omkring en million ton affald hvert år - som kan forårsage store miljøproblemer, hvis det havner i floden.
(...)  I november 2010 satte Verdensnaturfonden pangasius-fisken på deres røde liste over fisk, som forbrugerne ikke bør købe, fordi produktionen ikke er bæredygtig
(...) - Vandet er flere steder så forurenet, at det skaber kløe hos folk, der bader i Mekong-floden (...), fortæller Vo Tung An.(der  er chef for Jordbrugs- og naturressource-fakultetet på An Giang Universitetet)

I en dam på størrelse med en fodboldbane er der i dag ofte over 300.000 pangasius-fisk på et kilo stykket. I 2004 var der i snit 20 fisk per kvadratmeter i de vietnamesisk damme. I dag er der 53 i gennemsnit. Nogle steder har svenske og vietnamesiske forskere set 100 fisk per kvadratmeter.
Det er så intensiv drift, at der er meget høj risiko for, at fiskene bliver syge. En forskningsrapport fra Vietnam viser, at fiskeopdrætterne bruger 39 forskellige kemikalier og lægemidler for at holde vandet i dammene fri for sygdomme. Men det store forbrug af antibiotika gør, at bakterierne er begyndt at blive resistente.

Italieneren Flavio Corsin arbejder for organisationen Icafis (International Collaborating Centre for Aquaculture and Fisheries Sustainability), der er samarbejdspartner med de vietnamesiske producenter. Han mener, at det er Vestens pres for at få billig fisk, der gør, at vietnameserne sætter så mange fisk i hver dam. (...)

Et andet problem ved det intensive pangasius-opdræt er, at det medvirker til at farvandene omkring Mekong er ved at blive udfisket. En undersøgelse, viser, at der er 16 procent fiske-olie og -mel i fiskefoderet. Det lyder måske ikke af meget, men det betyder, at der bruges mere end 350.000 tons fiskemel og olie til at opfodre pangasius i Vietnam. For at få et kilo fiskemel, bruges der mindst fire kilo fisk. Ialt 1,4 millioner ton fisk. Det er mere end produktionen af pangasius. Der bruges altså flere kilo fisk til at opfodre pangasius, end man får ud af det.
Da Verdensnaturfonden i efteråret 2010 satte pangasius på den røde liste, blev de vietnamesiske opdrættere - og den vietnamesiske regering - voldsomt oprørte. De krævede at fisken blev taget af listen, fordi det ville gå ud over eksporten. De vietnamesiske myndigheder forsøgte samtidig at så tvivl om undersøgelsen. Men WWF fastholder, at deres undersøgelse er i orden og at det samlede opdræt skader miljøet omkring Mekong-floden. (...)"
Læs mere eller lyt her: http://www.dr.dk/P1/P1Dokumentar/Udsendelser/2011/02/21152343.htm

Det hører med til historien, at man i Vietnam er gået med til at gøre noget ved problemet og at man arbejder på, at halvdelen af alle opdrætterne i landet skal være certificeret efter internationale standarter pr 2015. Men det er jeg egentlig ret ligeglad med, for indtil 100% af opdrætterne lever op til bæredygtigt opdræt burde ingen spise det møg.

Og hvad er det så man køber? Tyske ARD har lavet en dokumentar om "Pangasius Løgnen", den udsendelse omtaler fpn.dk sådan her:

" (...)  Når fiskene skal slagtes, sker det under meget langvarige, stressende og inhumane betingelser.  (...) Derudover fremgår det, at foderblandingerne ofte tilsættes genmodificeret soja.
Det er oplysninger, som ikke fremgår af varedeklarationerne, når fisken lander i vesteuropæiske detailbutikker. På samme måde som flere varedeklarationer ikke omtaler, at den hvide fiskefilet er behandlet med fosfat eller citronsyre, som øger nettovægten ved at vand bindes til fiskekødet. "

Yummi!!! Den fulde artikel, der også linker til ARD udsendelsen kan findes her: http://fpn.dk/mad/kost_ernaering/article2369894.ece

At købe og spise Pangasuis er altså nogenlunde lige så klamt, som det er at spise burkyllinger. Derudover kan man så glæde sig over det enorme Co2 aftryk man efterlader, når det møg skal fragtes til Danmark hele vejen fra Vietnam, mens man hygger sig med tanken om alle de resistente bakterie man efterlader i landet. Tak for mad. Jeg skal ikke nyde noget.

Men det er jo dejligt billigt. Og langt billigere end det er, at gå til sin fiskehandler, for jeg medgiver at danske fisk er dyre. Men der er alternativer. Se f eks. dette billede, som jeg saksede i selv samme Netto:

Det er den undefløjtendemig også billigt. Selvom man får 200 gram fisk mindre, end man gør når man køber de Vietnamesiske fosfat eller citronsyre-behandlede møgfisk. Men helt ærligt. Så må man sgu spise nogle flere grøntsager. Imens kan man så messe "MSC MSC MSC" for sig selv, så man aldrig glemmer de tre små bogstaver, der er så vigtige, når man spiser fisk.

Fordi:
"MSC-mærket, Marine Stewardship Council, fødevaremærke, indført 2000 af MSC, Marine Stewardship Council. MSC blev grundlagt 1997 af WWF Verdensnaturfonden og Unilever med det formål at certificere bæredygtigt fiskeri og derved bl.a. undgå overfiskning. MSC-mærket er en blåstempling af, at den fangede fisk lever op til en række kvalitetskrav bestemt af bl.a. FN's organisation for fødevarer og landbrug" se (lidt) mere her: http://www.denstoredanske.dk/Mad_og_drikke/Levnedsmidler/Levnedsmiddelvidenskab/MSC-m%C3%A6rket

En madspilder skifter spor...

Vi har i 2011 opgraderet vores madvaner en hel del herhjemme. Vores økonomi er ganske sund (vi var ikke med til festen, så vi har heller ikke tømmermændene) og en del af det plus kaster vi efter råvarer. Efter en hel del år på SU er det rendyrket livskvalitet, at spise varieret, økologisk og (semi)-sundt.

Egentlig kom omvæltningen af tre ting.
1 - Dødsyg vane. Der var gået alt for meget tvangs-hakket-oksekød i de daglige middage.
2 - Chefen aka veninden aka småbørnsmoderen begyndte at få middagskasser fra Aastiderne.
3 - Klidmoster. Jeg havde aldrig dyrket blogs, men så smed Matematikeren aka nyeste venindefund, et link til Klidmosters blog på facebook, jeg var hooked, læste hele bloggen på to uger og måtte selv i gang. Altså med mad af ordentlig kval, ikke med at blogge. (Du finder skønne klidmoster her: http://klidmoster.blogspot.com/)

Kombinationen af to (3!) skønne kvinder, en træthed af vanetækning og en artikel om madspild for milliarder, fik os til at ændre spor.

Første skridt var at tømme fryseren. Smid det gamle ud, spise hvad der kunne spises og så rydde op. Nu bruges fryseren som den er tiltænkt (og som den bliver i jylland), til at opbevarer skatte af skønne varer der bare skal hives op ti minutter eller dagen før. Ikke som et sarkofag for kedelige rester, skumle halv-fabrikata og to år gamle melboller.

Vi spiser næste 100% økologisk kød nu. Ihf herhjemme. Ligesom grøntsagerne også er deroppe af. Alt i alt er vores kost vel i omegnen af 85% økologisk nu.

Koster det ikke kassen? Jo! Og jeg er både krigsbarn og vestjyde, (okay, det første passer ikke, men min mor er og jeg eeeelsker et godt tilbud). Men så alligevel ikke. Hvis en sund øko-kylle koster 150,- så spiser man ikke patterne og smider resten ud. Kødet bliver til 2x2 middage + suppe/fond på skroget. Så er regnskabet pludselig meget bedre. 25 kr. pr kuvert. Og vi kunne sagtens smide en unge eller tredjeperson med til middag en dag. Der er INGEN, der sulter her.

Men der sker noget magisk, når man ikke bare putter kærlighed i maden, men også i råvarerne. Man behandler dem ordenligt. Man spiser op.

Og en overraskede, men kærkommen sideeffekt er, at når en stor del af maden kommer til døren, så står man ikke i Netto hver eneste dag, sukkerkold og ramt af fremmede mennesker ulvetime, mens man psykotisk kaster Ritter Sport og lakridsæg i kurven, i håb om at overleve og fordi man fortjeneeeer det. Og den slags sukker-chok koster sgu også en fair del.

Man ender faktisk med at sparer kassen på, at give kassen for sin mad!

Som en del af vores ny fundne frelsthed har jeg de seneste måneder forsøgt at sætte mig ind i friland vs. øko, MSC, bæredygtig kornsorter og hvad ved jeg. Men meget mere om det senere, for det vil jeg selvfølgelig også blogge om...